Nød lærer nøgen kvinde at bruge bøger

Marias Klumme 2016:06

For ikke så længe siden gik mit toilet i stykker. Eller i stykker og i stykker. Det var sådant set bare det store skyl, som ikke længere ville lade sig aktivere, men fikses skulle det dog af vores venlige vicevært. Efter nogen rumsteren på badeværelset spurgte han mig, om jeg ikke havde et eller andet, vi kunne sætte i klemme, så cisternen kunne få lov at ”stå på klem” et par dage.

Jeg har ikke for vane at tænke hurtigt, og måske var det derfor, jeg svarede rent instinktivt: ”Kan vi ikke bruge en bog?” ”Øh jo, hvis du synes. Det kan vi sagtens” responderede den noget mere handlekraftige vicevært.

Stående foran bogreolen for at finde en velegnet bog til formålet, faldt valget på ”Tristram Shandys levned og meninger” af Laurence Sterne. Jeg vurderede, at den rent omfangsmæssigt ville være i stand til at lette låget på cisternen, og desuden er omslaget meget passende gult a al morgenurin. Både vicevært og jeg var godt tilfredse med den anordning.
> Lån Tristram Shandys levned og meninger

Arrangementet fik mig til at tænke på, at bøger jo i grunden er ganske anvendelige genstande. Jeg kom i tanker om, at jeg, da min datter var lille og endnu sov i tremmeseng, en gang havde haft brug for at hæve sengen i den ene ende. (Det siges, at forkølede småbørn med fordel kan placeres med hoved løftet. Eller er det fødderne? Eller er det gamle mennesker?)

Nå, hvorom alting er: Tremmesengens ene ende blev hævet tilpas ved, at jeg skubbede Tolstojs ”Krig og fred” – den er i to bind – ind under to af sengens ben, og voila: Sengen var hermed eleveret! Det hører på sin vis med til historien, at jeg faktisk var i gang med at læse bøgerne, men ”Krig og fred” kan godt tåle at blive lagt til side under en seng i nogle dage. Eller var det uger? For gik der virkelig flere måneder, mon?
> Lån Krig og fred

Erfaringen siger også, at bøger er glimrende som insektfangere. I hvert fald synes jeg jævnligt, at jeg støder på enten indtørrende eller direkte likviderede lig af mindre dyr mellem siderne. Det er nu primært i biblioteksbøgerne, at det sker. (Gad vide om folk simpelthen sidder og venter på, at en intetanende flue eller bille pludselig skal slå sig ned i den åbenstående bog, så man kan smække den i med et snuptag, og derved fratage dyret flere anstrengelser?)

Lad overstående eksempler tjene som inspiration til at lade bøger indgå i den daglige drift og husholdning.

> Retur til Marias Klumme-arkiv