At mærke eller ikke at kunne - dét er sagen
Det er virkelig ikke fordi, jeg ikke har forsøgt. Jeg har prøvet – også mere end én gang. Jeg har fx læst den meget elskede ”De små tings gud” af indiske Arundhati Roy. Jeg har også læst den vildt populære ”Drageløberen” af afghanskfødte Khaled Hosseini. Og så har jeg læst ”Yacoubians hus”, som er forfattet af ægypteren Alaa Al Aswany. Alle tre titler, som er elsket af mange, mange læsere, og som vel alle nærmest er gået hen og blevet det, man kan kalde ny-klassikere. Men alligevel…. Jeg kan ikke mærke dem. Jeg er der ikke. Jeg er på afstand. Jeg sidder bare der med en bog i hånden og læser, men mærker – desværre – næsten ingenting.
> Lån De små ting gud
> Lån Drageløberen
> Lån Yacoubians hus
Til gengæld har jeg slæbt mig sulten, tørstig og døden nær gennem USA sammen med John Steinbeck i ”Vredens druer” og senest i selskab med John Willams i den for nyligt oversatte ”Butcher´s Crossing”. Travet Skt. Petersborg tynd hånd i hånd med Dostojevskij. Jeg var nær frosset ihjel i en lille fiskerbåd i farvandet omkring Island i ”Himmerige og helvede” af Jón Kalman Stefánsson, jeg har været nedfrosset i Canada i romanen ”Isens greb”, og jeg har sågar ladet mig besmitte af Don Quijotes vanvid, og side om side med ham kæmpet mod vindmøller. Og det vildeste af det hele: Jeg var med, da Dante i det Herrens år 1300 foretog sin rejse gennem såvel Inferno som gennem Skærsilden og Paradiset i ”Den guddommelige komedie” – og dét er ellers få forundt.
> Lån Vredens druer
> Lån Butcher's Crossing
> Lån Himmerige og helvede
> Lån Isens greb
> Lån Don Quijote
> Lån Den guddommelige komedie
Men hvorfor fa´en kan jeg så ikke bare få det en lille smule varmt i Afrika eller i Mellemøsten? Eller fornemme lugten i en tætpakket indisk storby? Ikke engang Kirsten Thorup, som jeg ellers er helt på bølgelænge med, kan i ”Tilfældets gud” få mig til at mærke det afrikanske sand mellem tæerne. Selvom jeg henført lyttede til Marias violinspil i København i ”Himmel og helvede” og var mindst lige så mistroisk som Dinna i ”Førkrigstid”, kan selv ikke Thorups pen fremmane min afrikanske fornemmelse.
> Lån Himmel og helvede
> Lån Førkrigstid
Så trods mine mange forsøg på at lade mig besnære af skønlitteratur, der enten foregår eller direkte er forfattet i verdensdele som Afrika og Asien, må jeg nok snart se realiteterne i øjnene: Det virker ganske enkelt ikke for mig. Jeg kan sagtens læse, bedømme, mene noget og tale om disse romaner – men spørgsmålet er, om jeg nogensinde kommer til at MÆRKE dem. Og jeg – der ellers er så god i sari!