Over-jeg og oplevelser
Som varskoet i min forrige klumme vil denne nyeste omhandle mine forfatter-orienterede oplevelser på dette års Heartland Festival, som løb af stablen den 30. og 31. maj samt 1. juni.
Det følgende er en samtale mellem Deres klummeskribøse Maria Guldager Rasmussen (herfra blot MGR) og hendes overjeg (herfra OJ).
OJ: (kaldende) Maria…?
MGR: Zzzzzzzzzzzzz…..
OJ: (insisterende) Maria!!!
MGR: Zzzzzzzzzzzzzzz….. Kremt…. Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzz…… (Vender sig om på den anden side)
OJ: (nu råbende) MARIA!! VÅGN DOG OP!!
MGR: Host… hark… Hvad?!!
OJ: Du skal på arbejde! Du har lovet at skrive en klumme om de forfattersamtaler, du hørte på Heartland, husker du nok.
MGR: Ææh…. (gnider hårdhændet sine øjne, som er helt rødsprængte.) Jamen, er det allerede nu?
OJ: Ja, det er det da. Du skal skrive om dine oplevelser, mens de er i frisk erindring. Kom nu til dig selv.
MGR: Jeg er helt blank. Hvad er det, jeg har lovet?
OJ: (sukker opgivende) Du skrev i forrige klumme, at du havde planer om at høre Jonathan Franzen, Kim Leine, Knud Romer og Kaspar Colling Nielsen, når de hver især skulle samtale med en eller anden på Heartland Festival. (nu mere pædagogisk) Festivallen er slut nu, og du skal skrive og fortælle om, hvad de fire herrer talte om. Lad mig hjælpe dig på gled: Så og hørte du Jonathan Franzen?
MGR: (med sikker stemmeføring) Ja! Han blev interviewet af Martin Krasnik.
OJ: Flot, Maria. Hvad talte de så om?
MGR: Fugle.
OJ: (desorienteret) Fugle??!
MGR: Ja. Franzen er – foruden at være en anerkendt amerikansk forfatter – ret optaget af fugle.
OJ: Jaså. Men jeg mener da, at overskriften på samtalen var noget i retning af ”Can literature survive technology?” Hvad har det med fugle at gøre?
MGR: Franzens fugleinteresse, som åbenbart også kommer til udtryk i hans forfatterskab, blev indgangen til deres samtale om litteratur og teknologi. Det fungerede fint.
OJ: Godt husket, Maria. Men fik publikum svar på spørgsmålet om, hvor vidt litteratur kommer levende igennem den teknologiske tidsalder?
MGR: Det gjorde vi. Direkte adspurgt om romanen er død, svarede Franzen – her i min oversættelse: ”Nej, romanen er ikke død. Den er ikke engang syg.” Det klappede vi meget af.
> Lån Jonathan Franzen
OJ: Alletiders! (er nu meget optimistisk) Det tegner jo godt. Du har indtil videre været meget dygtig. Skal vi gå videre til Kim Leine så? Han er jo, ved jeg, et af dine litterære idoler.
> Lån Kim Leine
MGR: Det kan vi ikke så godt. (flakkende blik)
OJ: Og hvorfor ikke, om jeg må spørge?
MGR: Jeg hørte ham ikke.
OJ: Ikke det?
MGR: Nej, men jeg har en god undskyldning. Katinka gav koncert samtidig med, at Kim Leine og Ahmed Akkari samtalede under overskriften ”Hvad er danske værdier i dag?”
OJ: (når lige at trække vejret til en større udladning)
MGR: Men lige inden du går i rette med mig: Jeg kan jo ikke være mere end ét sted ad gangen, og desuden er Katinka og hendes sprogunivers jo også en slags litteratur. Så kom ikke her!
OJ: Nårh ja. Men det var da ærgerligt alligevel. Når nu Leine er så god. (ser slukøret ud)
MGR: Jeg er fuldkommen enig, men nu blev det altså Katinkas koncert, jeg valgte!
> Lån Katinka
OJ: (mest henvendt til sig selv) Det var garanteret bare fordi, man ikke må ryge i de der Talks-telte.
MGR: Hva´be´har?!! Var dét noget, jeg skulle høre?
OJ: Nej. Lad os gå videre. Hvad med Knud Romer så?! Blev han også vraget til fordel for et eller andet udendørsarrangement? (det sidste ord vrænges)
MGR: (vælger at overhøre den nogen nedladende tone) Jeg hørte skam Knud Romer. Og ikke mindst dramatikeren Line Knutzon, som han skulle tale med.
OJ: Godt at høre! (nu ovenpå igen) Og hvad skulle de to så tale om?
MGR: ”Hvad er det værd at leve for?” Intet mindre.
OJ: Nå, hold da op! Men hvis jeg kender Knud Romer ret – eller rettere sagt: hans overjeg; vi går til badminton sammen hver onsdag, nemlig – så havde han vel en masse at sige om den ting?
MGR: Knud Romer har vist nok noget at sige om alt. Men det mest bemærkelsesværdige ved den talk var faktisk den dejlige Line Knutzon. Hun er altså kniv-skarp og afsindig morsom. Hun havde bl.a. medbragt sin bog ”Camille Clouds brevkasse”, som hun brugte nogle udsnit af i samtalen. Jeg fik faktisk lyst til at læse nogle af hendes skuespil. Man kan jo godt læse skuespil, ved du?
OJ: Ja, det er sandt. Men det kan du jo skrive en klumme om på et tidspunkt, ikk´? Altså, at dramaer – ligesom Katinkas sangtekster – også er litteratur.
MGR: Dét må jeg huske.
OJ: Nå, men Knutzon gjorde indtryk på dig. Gjorde Romer også?
MGR: I mindre grad. Men det var da forfriskende at se, at han faktisk godt kunne overlade ordet til en anden. Det klædte ham såmænd godt.
> Lån Knud Romer
> Lån Camille Clouds brevkasse
OJ: Udmærket. Og så mangler vi bare Kaspar Colling Nielsen. Hvem var han i samtale med?
MGR: Med Minik Rosing, som er geologi-professor. Deres overskrift var ”Hvordan skal vi forstå klimakrisen?”
OJ: Uha ja, dén er i vælten p.t., den klimakrise. Blev du klogere på den så? Er der håb forude, eller…?
MGR: Nej, det skal vi nok ikke regne med. Men hvis det er en trøst, forstod jeg på professor Rosing, at der egentlig ikke er noget underligt i det. Selvfølgelig kan man godt stille sig noget undrende overfor, at mennesket som race er i fuld sving med at udrydde sig selv, men Jorden skal nok vedblive at bestå. Den har altid undergået ændringer af miljø- og klimamæssig karakter, og det bliver den jo sådant set bare ved med.
OJ: Det lyder da ikke så godt. Var Kaspar Colling Nielsen mere optimistisk?
MGR: Nej, tværtimod. Som hans forfatterskab også vil afsløre, er han ret optaget af fremtiden, men det virkede ikke som om, han havde den store tiltro til den. Altså, fremtiden, mener jeg.
> Lån Kaspar Colling Nielsen
OJ: Nå, nå. Men hvor om alting er: Du fik da set og hørt 75% af de forfatter-snakke, du havde planlagt. Det, synes jeg egentlig, er helt fint.
MGR: Det glæder mig, du er tilfreds.
OJ: Det er jeg. Og så vil jeg lade dig få lidt fred nu. Skal jeg komme forbi igen i morgen? Bare lige for at se til, at du får gjort, hvad du skal? Generelt?
MGR: Nej tak. Du må gerne vente. Fx til 2025. Det er tids nok.