Når ondt gør godt
Jeg har netop læst og anmeldt en selvbiografisk debutroman af en dansk, kvindelig journalist. Hun hedder Puk Qvortrup og har skrevet romanen ”Ind i en stjerne”, der handler om hendes mands pludselige og alt for tidlige død. Og hvad deraf følger, kan man roligt sige. Man skal selvsagt være gjort af sten for ikke at blive berørt – både grundet tragedien, bogen omhandler, og via Puk Qvortrups måde at skrive om den på. Jeg tænker, at sorg må være den mest umulige følelse at skrive om, og alligevel lykkes det jo fra tid til anden en forfatter netop at gøre dét. Beskrive det ubeskrivelige.
Det er næsten skamfuldt at skulle indrømme det, men på trods af at det jo skærer én i hjertet at læse om Puks sorg (fik jeg sagt, at hun er gravid og mor til en 2-årig, da manden dør?), føles det på anden side også sært… æh… rart?! Eller ligefrem frydefuldt, måske?!
Jeg vil omgående gøre opmærksom på, at det IKKE handler om glæden ved andres ulykke. På ingen måde! Men det handler om god litteratur. Og det handler om det, litteratur kan, når den virker. For hvordan kan det være, at noget så skidt kan føles så godt? Altså, når jeg læser det?
Det er – ved nærmere eftertanke – noget jeg har funderet over før. Det begyndte, da jeg som teenager (og dét er immervæk nogle år siden) læste ”Aftenstjernen” af Dea Trier Mørch. Den handler, kort fortalt, om en ældre dame, der dør af kræft, og hendes familie, som sørger og naturligvis er dybt ulykkelige. Og alligevel nød jeg bogen i fuldeste drag – fordi den gav mig sådan en ”fantastisk fornemmelse”, Gud-hjælpe-mig! Jeg var mildest talt forundret over mig selv. Bogen var jo trist i alle henseender, men måden historien blev fortalt på (nærmere kommer jeg det nok ikke) og selve sprogbrugen, må have været de to ting, der bjergtog mig i en sådan grad, at læsningen blev så sært behagelig, berigende og betagende. Trods alt.
Endelig har jeg også en fornemmelse af, at det handler om det dybt menneskelige, begge disse bøger er funderet på. Vilkåret ved at skulle miste, før eller siden. Og rædslen for at miste før tid, om man vil. Tanken er, på det personlige plan, jo næsten ikke til at bære. Men hvor føler man sig dog levende, når man læser!