Når det ene fører til det andet eller om at skrælle en bogreol
For ikke så længe siden lå Erik Valeur på mit natbord – i form af hans seneste litterære udspil, ”Logbog fra et livsforlis”. Jeg var rasende godt underholdt af den, men det er nu ikke om dét, denne klumme skal dreje sig. Derimod skal den handle om, hvad der sker, når det ene fører det andet med sig.
> Lån Logbog fra et livsforlis
Det hele begyndte altså med ”Logbog fra et livsforlis”. Heri optræder en mand, der som barn får bogen ”Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry foræret af sin mor. Denne bog spiller en vis rolle i romanen, og den omtales derfor i sagens natur jævnligt. Således gentagne gange påmindet om den ”Den lille prins”, tænkte jeg, at det måske ville give mening, om jeg fandt den frem i min egen bogreol, hvor jeg mindedes, at den skulle befinde sig.
Hvis jeg tidligere (i forrige klumme for at være helt præcis) har pralet af, at min bogreol har slanket sig – hvilket sandelig er sandt nok! – kommer her yderligere et billede, som kan bidrage til en visualisering: Trods sit indskrænkede omfang er den famøse bogreol tætpakket! Altså, tætpakket a la Tetris, hvor hvert element falder i hak og placeres, hvor der præcis er plads til det.
Jeg vidste, som sagt, at ”Den lille prins” ville gemme sig et eller andet sted i reolen, men da den ydermere er pakket i flere lag, er det langt fra alle bøger, der kan ses med det blotte øje, og det blev derfor nødvendigt at iværksætte en vis form for grave-arbejde.
På de første fire hylder var der ikke gevinst. Det yderste lag blev skrællet forsigtigt af, og åbenbarede et sirligt puslespil af bøger i varierende størrelser, som ikke havde spor andet til fælles, end at de blot samlet set udgjorde dette puslespil. Jeg skønnede hurtigt, at ingen af de i puslespillene implementerede bog-brikker, havde en størrelse, der kunne passe med den udgave af ”Den lille prins”, som jeg er i besiddelse af. Og herefter kunne jeg så sætte skrællen på igen på reolens fire øverste hylder.
På reolens femte og nederst hylde dukkede ”Den lille prins” endelig frem, og han skulle vise sig at være i godt selskab. Bag Dostojevskijs samlede værker og under en bog om den italienske teolog og filosof Thomas Aquinas (”Wow, Maria, har du læst den?” ”Øh, nej. Men jeg påtænker at gøre det. Ved lejlighed.”) lå ”Den lille prins” trygt og godt.
Beklageligvis havde mit gravearbejde taget så hårdt på mine kræfter, at jeg end ikke orkede at åbne ”Den lille prins” for at læse i den. Tilmed var jeg også noget medtaget af den megen støv, jeg havde indåndet under skrælningen, så eftersøgningen førte i første omgang ikke andet med sig, end at ”Den lille prins” blev flyttet til en anden reol – nemlig den, hvor tegninger og gamle gækkebreve, brugte kladdehæfter og notesbøger, opladere og ledninger, portvinsflasker, bykort, salmebøger, kuglepenne, sygrej og nålepuder, æsker med udenlandske mønter og Ikea-kataloger også befinder sig. Så måske ender ”Den lille prins” med endnu engang at blive begravet.
> Lån Den lille prins