Julen er hjerternes...? Børnenes...? Nej, bøgernes fest

Marias Klumme 2016:10

Vi kommer ikke uden om det: Det er jul. Igen. Og jeg hører på ingen måde til dem, som beklager højtidens snarlige komme – tværtimod! Jeg mener: Der er helligdage, hvor man med god samvittighed må holde fri. Det er koldt og mørkt udenfor og derfor hyggeligt indenfor. Man kan svælge i ”Crooners and christmas”, som er musik med god stil. Og man kan se ”The Ice Harvest” (muligvis verdens bedste julefilm – hvis man altså ikke er blødsøden), mens man glæder sig over, at man trods alt er begunstiget med en familie, som man glæder sig til at bruge juledagene sammen med. Helt ærligt: What´s not to like?!
> Lån Crooners and christmas

Endelig siges det jo, at julen er hjerternes fest. Jeg vil tro, at det handler om (næste)kærlighed. Og det er der jo heller ikke noget skidt at sige om. Hvis ikke det altså lige var fordi, at det egentlig er uheldigt, at den der kærlighed først sådan for alvor kommer i spil til jul. Jeg tror, vi er flere, der gerne så, at den var allestedsnærværende året rundt.

Der vil også være dem, som mener, at julen er børnenes fest. Her må jeg erklære mig lodret uenig! Eller i hvert fald opfordre til, at udsagnet revideres, så det lyder: Julen er OGSÅ børnenes fest. Hvorfor skulle julen kun være for børnenes skyld? Og vil de mon synes, at det er særligt rart, hvis samtlige voksne ligner nogen, der hellere ville være et andet sted? Måske der, hvor peberet gror? Næ, julen er for alle – altså, alle dem, der gider den.

Vi må ha´ en ny og mere rammende beskrivelse af julen som fest. Og Deres trofaste klummeskribent har naturligvis fundet på én, der – om ikke andet, men med stor sandsynlighed – vil tiltale læseren af nærværende klumme. Julen er nemlig (I har sikkert vidst det længe, men nu offentliggøres det hermed) bøgernes fest. Ingen jul uden bøger! Der skal bøger under træet, der skal købes bøger til mandelgaver, der skal puttes bøger i sokken over kaminen, der skal læses bøger ved julelampens skær, der skal læses højt, og der skal læses lavt.

Og hvorfor, spørger du måske. Fordi – gennem bøgerne opnår vi, at julen både bliver hjerternes og børnenes (og alle os andres) fest. Bøgerne binder os sammen, giver os noget at tale om og bidrager til den åndelige opdragelse, som ellers godt kan stå lidt sløjt til med.

Glædelig jul.

> Retur til Marias Klumme-arkiv