"Hvad læser du?"
Jeg har lagt mærke til en ting: Hvis man læser offentligt i en bog (ja, sådan én af papir), sker det ikke sjældent, at man bliver stillet spørgsmålet: ”Hvad læser du?” Det står åbenbart enhver frit for at stille lige netop dét spørgsmål, for nu sidder, står eller ligger man jo der og flasher sit læseri, og så fattes der altså til tider interesse for, hvad det så måtte være, man forsøgsvis fordyber sig i.
Dét er interessant, bl.a. fordi det umiddelbare møde mellem bog og læser er en affære, der som udgangspunkt kun involverer de to: Bog og læser. Og førstnævnte svarer ikke igen – i hvert fald ikke i konkret betydning. Når så en tredjepart blander sig i sagen, opstår en form for (rent platonisk!) menage-a-trois, hvor bogen som oftest gøres til genstand for de to andres samtale.
Lad mig give et eksempel: Jeg stod i kø på en café, og da jeg skønnede, at der ville gå noget tid, inden det blev mig til del at få lov at bestille kaffe, fremdrog jeg af min medbragte taske en ligeledes medbragt bog, som jeg fordrev ventetiden med at læse i. Bag mig stillede sig en kvinde, som med det samme lænede sin en anelse forover for sammensvorent at spørge mig: ”Hvad læser du?” Jeg viste beredvilligt bogens omslag til damen, og således var altså en kontakt etableret, og vi samtalede om litteratur, indtil køen var krympet, og det var blevet min tur.
Det interessante er: Lige foran mig stod en mand, der på sin side havde valgt at bruge tiden på at stå og kigge, læse og/eller trykke/føle på sin telefon. Kunne man forestille sig nogen gå hen og kigge ham over skulderen og spørge: ”Hvad læser du?” I don´t think so. Men på den anden side: Hans apparat har jo også forbindelse til hele verden, så han manglede nok ikke selskab.