Fra pige til.... dame?
Her i begyndelsen af et nyt år, manes der til eftertanke. Man kan i fællesskab konstatere, at endnu et år (her på vore breddegrader kalder vi det 2017) er gået, og et nyt (rigtigt gættet: 2018) er indtruffet i al sin jomfruelighed. Vi er alle sammen blevet ét år ældre siden sidste nytår, og det skal man såmænd ikke beklage – alternativet taget i betragtning. Og her i årets første og stille timer, hvor bordbomberne med bare damer på ligger kæntrede og tømt for indhold (ligesom i øvrigt en stor procentdel af den danske befolkning i den drikke-dygtige alder), finder jeg anledning til at give netop begrebet ”alder” en tanke.
Som med så mange andre omsiggribende begreber kan der siges og skrives mangt og meget, og alder er da også et flertydigt begreb. Tiden går, dét tror de fleste på, og hvis du var 51 sidste år, bliver du med stor sandsynlighed 52 i år. Men når dét er sagt, fortæller det jo egentlig ikke ret meget om dig. Man kan være både 14, 46 og 72 på alle mulige måder – det kommer an på personen.
Her kan den videbegærlige lige læse den dejlige Tænkepause ”Alder” af Suresh Rattan. Den er, som alle de øvrige Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag, på bare 60 sider, så den kan læses på eftermiddag.
> Lån Tænkepausen "Alder"
Selv er jeg 42 år i skrivende stund. I hvert fald ifølge min fødselsattest. Om min mentale tilstand (kremt, kremt…) og min fysiske ditto (højt host!) så svarer til de der 42 år, skal jeg lade være usagt – men ét er sikkert: På et eller andet tidspunkt mellem august 1975 og januar 2018 gik jeg fra at være ”pige” til at blive ”dame”. Det har omverdenen nemlig ladet mig vide op til flere gange, selvom den, altså omverdenen, til tider har rystet en smule i stemmen, når den har skullet benævne mig ”dame”.
Da jeg var 15 år og arbejdede i en bagerbutik, bad folk deres afkom om at ”give pengene til pigen”, når de søndag morgen skulle fouragere. ”Pigen” var mig, forstod jeg. Da jeg var 26 og havde studiejob i en boghandel, blev det hele mere speget. Nu var jeg åbenbart hverken fugl eller fisk, men derimod ekspedient! Sagde altså omverdenen.
Nu, hvor jeg egentlig er i min allerbedste alder, lader det så til, at jeg er blevet – en dame. På engelsk ”a lady”, ikk´?! Men på trods af at det sikkert ikke er helt forkert, har det dog aldrig føltes mere akavet. En dame!??! Jeg er lige ved at mene, at den titel forpligter. At så skal man være i stand til at føre sig (som det vist hedder). Det ved jeg simpelthen ikke, om jeg kan! Jeg er for skvattet, for vag, for hysterisk, for uligevægtig, for sjusket, for uambitiøs, for meget og for lidt til at kunne kaldes en dame. Se bare på Lise Nørgaard! Ifølge titlerne på hendes biografier ”Kun en pige” og ”De sendte en dame” har også hun på et tidspunkt gennemgået denne besynderlige, men dog biologiske, transformation, men hun er jo også sådan lidt myndig i det. Og 100 år, i øvrigt.
> Lån "Kun en pige"
> Lån "De sendte en dame"
Skulle jeg selv nå at blive 100 år, hvilket jeg seriøst kalkulerer med, må omverdenen godt til den tid kalde mig en dame. Men altså helst ikke før.