En robot...? Mig...??!!
På min (stort set) daglige togtur fra Odense til Middelfart muntrede jeg mig forleden med en tekst af den mexicanske forfatter Juan José Arreola. Teksten er at finde i bogen ”Fabularium” og hedder ”Annonce”, hvilket jo på den ene side ikke afslører så meget, men på den anden alligevel mere end antyder, at den med stor sandsynlighed vil tage form af noget, der minder om en… ja, netop… annonce. Og det holder stik.
> Lån Fabularium
Teksten handler om et nyt produkt kaldet Plastisex©. Det drejer sig i al sin enkelhed om en kvindelig robot, som er lavet af syntetiske materialer og betjenes automatisk. Man kan få fremstillet en kvinde, der ser ud nøjagtigt, som man måtte ønske, og som faktisk er så naturtro, at det næsten ikke er muligt at se forskel på denne dukke og en kvinde af kød og blod. Det skulle være en særdeles gunstig opfindelse, idet alle enlige og/eller ensomme mænd nu kan komme deres lidelser til livs, ligesom prostitution ikke længere behøver at gå ud over menneskelige væsner. Og endelig er den kunstigt fremstillede kvinde så nem at vedligeholde, at den i det lange løb vil være meget billigere – og nu citerer jeg direkte: ”… end en almindelig hustru. Den (dukken, red.) er passiv eller aktiv, snakkende eller tavs alt efter behag og kan opbevares i et skab.”
Her er det vist på tide at understrege, at ovenstående jo bare er et produkt af en forfatters innovative hjerne. Kære mænd – produktet Plastisex© er, så vidt vides, endnu ikke tilgængeligt på markedet, men Deres klummeskribent ved da så meget, som at man længe har kunnet skaffe oppustelige dukker i menneskelig størrelse, der primært er tiltænkt anvendelse i tilfredsstillelsesøjemed. Dette blot som en sidebemærkning.
Nå, men således opløftet af den i øvrigt meget morsomme tekst gik jeg på arbejde med en – om ikke andet – fast overbevisning om, at mit eget legeme i hvert fald var af særdeles levende karakter. (Lige netop dén dag var jeg SLET ikke i tvivl, da jeg dagen forinden havde befundet mig i festligt lag, hvilket som bekendt kan medføre en vis tyngde i hovedet dagen efter.)
Vel ankommet til mit skrivebord på KulturØen ville jeg som noget af det første tilmelde mig et nyhedsbrev fra et bogforlag. Dette lod sig imidlertid kun gøre, hvis jeg kunne overbevise computeren om, at jeg ikke var en robot. Til det formål blev jeg på min skærm præsenteret for 12 billeder, hvorefter jeg blev bedt om at trykke på dem, hvorpå man kunne se en eller flere biler. Pærelet, skulle man mene. Jeg klikkede med ro i sindet på de billeder med biler på – synes jeg selv. Det var systemet dog ikke enig i. Heldigvis fik jeg en chance mere. Jeg kneb øjnene sammen, rykkede tættere på skærmen og nærstuderede alle de nye billeder, som egentlig fremstod noget grumsede, hvis jeg må komme med en kritik. Med tungen lige i munden fik jeg dog udvalgt de billeder, jeg mente, viste noget, der kunne minde om en bil. Forkert igen. Det blev, med andre ord, mere og mere sandsynligt, at jeg faktisk ER en robot! Og mig, der ellers lige havde været så sikker på det modsatte!
Da computeren forbarmede sig og gav mig en lidt lettere opgave, lykkedes det mig til slut at overbevise den om, at jeg hverken er en cyborg, en elverpige eller et eksemplar af ovenfor omtalte produkt Plastisex©, men bare en helt uskadelig litterat, som både kan få blodtud og blå mærker, rande under øjnene og grå hår, og som taler og tier, når hun selv har lyst.