Dragende læse-steder
Kender I det der med at være virkelig draget af en eller anden bestemt lokalitet? Og her tænker jeg ikke på at drømme om en rejse til Bali eller om at eje et hus på en bestemt adresse. Jeg tænker på de steder, helt specifikke steder, hvor man bare gerne vil have lov at opholde sig lidt. Måske bare for at være der. Det kan være en bestemt café i en bestemt by. Eller en bænk i en park. En lænestol i din nabos hus. Eller en kolonihave du engang er gået forbi.
Hver gang jeg ”møder” sådant et sted – og det sker fra tid til anden – får jeg en afsindig lyst til at slå mig ned lige der… for at læse. Hvis et sted, et møbel, et område, et blomsterbed, et klatrestativ, en bar, en mark, en sten eller en stue tiltaler mig, er det altid ensbetydende med, at jeg har lyst til at sidde lige præcis dér og læse. Og det er ment som en stor kompliment fra min side.
Lad mig for forståelsens skyld komme med et par eksempler: Lidt uden for Hvide Sande (ja, vi er i Vestjylland) ligger Abelines Gård. Her boede i fordums dage den gæve (det var de dengang i begyndelsen af forrige århundrede) kone Abeline. Gården er en såkaldt strandfogedgård, og nu om stunder kan man komme ind og se, hvordan Abeline og familien boede samt købe kaffe og vestjyske souvenirs. Alt dette er dog sagen uvedkommende. Min læse- og opholdelses-trang er nemlig rettet mod Abelines græsplæne, hvor jeg har en ubeskrivelig lyst til at sidde og læse. Måske fordi stedet ligger forholdsvist øde, måske fordi det emmer af noget historie. Eller måske bare fordi.
Et andet eksempel på et for mig eftertragtet læsested er kaffebaren ”Kaffekilden” i Roskilde. Jeg har faktisk kun besøgt kaffebaren én gang (hvor jeg selvfølgelig læste – jeg mener at huske, det var ”Rom – min elskede” af Majbritte Ulrikkeholm), men jeg længes oprigtigt efter at gøre det igen. Her er små rum udstyret med gamle lænestole, stilen er vel, hvad man nu om stunder ynder at kalde, ”rustik”, og i det helt rigtige vejr tror jeg, der må være et optimalt lysindfald. Jeg forestiller mig en hverdagsformiddag, hvor der ikke er (ret mange) andre gæster. Det er sgu da et forholdsvis ydmygt ønske, vil jeg mene.
> Lån Rom - min elskede
Et sidste eksempel, og deraf følgende ønske, er lidt vanskeligere at realisere, hvis det endelig skulle komme dertil: Et sted på Rugårdsvej mellem Odense C og Tarup er der et hus, hvor jeg for flere år siden, hver morgen, cyklede forbi. I de tidlige morgentimer, inden det rigtigt var lyst, kunne jeg se, at der ved vinduet stod en øreklapstol, hvorover der var en Le Klint-væglampe placeret. (I ved, én af dem med sådan en harmonika-arm, eller hvad den slags nu hedder. Altså, så den kan hives frem og tilbage. Forstår I?) På dette så læsevenlige sted kunne jeg skimte håret af et menneske som tydeligvis sad – og læste. Og jeg misundte det menneske så meget, som det sad dér i den bedste af alle tænkelige omgivelser, nemlig vedkommendes helt eget læse-spot. Og dét sted gør jeg mig trods alt ingen forhåbninger om nogensinde at komme til at benytte. Jeg er ikke engang sikker på, jeg længere ved, hvad det var for et hus.