Den man tugter, elsker man
I forlængelse af min forrige klumme føler jeg mig kaldet til at fremsætte en undskyldning til de mennesker, som ynder at behandle deres bøger (og sikkert også mange andre genstande) med respekt, så de (altså bøgerne) ikke lider unødig overlast og pådrager sig slitage. Hvis man godt kan lide, at ens bøger tager sig ud som om, de aldrig har været læst, kan jeg godt forstå, hvis det er hård kost at læse om, hvordan mine må udholde både en tur i toilettets cisterne samt henvisning til at leve et liv i ubemærkethed under en tremmeseng – sandsynligvis omgivet af støv og nullermænd, som leder tankerne hen på bomuldsplanter, der er modne til plukning.
Det er ikke fordi, jeg partout vil mishandle ting. Faktisk passer jeg også godt på mine sager, men når det kommer til bøger, er min æstetiske sans ikke så udviklet. Jeg vrider og formelig ælter dem, flår dem op af og maser dem ned i tasker og rygsække, jeg skriver i dem, laver indforståede tegn og kruseduller, og jeg lader hånt om de smudsomslags, bøgerne til tider er udstyret med. Og selv om det for så vidt er min egen sag, kan det ind imellem fremkalde et vist ubehag hos dem, som har det anderledes. Lad mig komme med et eksempel:
For nogle år siden sad jeg i toget sammen med en kær kollega – én af dem, der er god ved ting. Jeg fremdrog af min taske et spritnyt eksemplar af ”Fortællinger, legender, essays og taler” af Selma Lagerlöf, som jeg straks begyndte at bearbejde på ovenfor omtalte facon. Med lige dele lede og undren i blikket gispede min kollega: ”Hvad er det dog, du gør ved din bog?!” Selv kunne hun aldrig så meget som drømme om at brække ryggen på en bog – hun læser forsigtigt og hensynsfuldt, så bøgerne stadig har pæne rygge, når de står i reolen.
> Lån Fortællinger, legender, essays og taler
For underholdningens skyld gav jeg lige Lagerlöf et ekstra vrid, som med sikkerhed resulterede i direkte afsky fra min kollegas side. Men det ER altså meget lettere at læse i en bog, der er åbnet 180 grader og ikke kun 45.