Da jeg ikke længere var rørstrømsk
Min bogreol er ikke, hvad den har været – heldigvis! De første 30 år af mit liv kunne jeg ikke så meget som drømme om at skille mig af med en bog – uanset dens indhold og beskaffenhed. Ordbøger, lærebøger, kogebøger, bøger med pudsige citater, romaner i alle afskygninger og kvaliteter og digtsamlinger på sprog jeg end hverken kunne læse eller forstå – ALT blev pakket ned og flyttet med, hver gang jeg skulle rykke mit jordiske gods fra én adresse til en anden. Og hvis ånden kom over mig, kunne det også hænde at samlingen ind imellem blev støvet af og stillet op efter forskellige kriterier. Spørger du mig i dag, hvad jeg måtte mene om den sag, er svaret: Spild af tid og kræfter!
Min første flytning efter jeg rundede de 30 blev en atypisk én, idet antallet af flyttekasser med bøger var kraftigt minimeret. Om det nu var ren praktik eller et anfald af at være kold i rø…, skal jeg lade være usagt, men hvorom alting er: Da mit ”bibliotek” skulle pakkes ned, sorterede jeg gevaldigt ud i samtlige titler, hvorved flere store bogstakke – i stedet for at blive pakket ned – blev båret ud til containeren, hvor de tog synlig opstilling, således at forbipasserende kunne forsyne sig. Og skulle der stadig ligger nogle bøger tilbage, blev de så skraldemandens hovedpine til den tid.
Men hvorfra kom denne pludselige trang til at lette mig for lekture? Jo, jeg stod med Dan Browns ”Da Vinci mysteriet” i den ene hånd og hans ”Engle & dæmoner” i den anden og var lige på nippet til at lægge dem i en kasse, da det slog mig: ”Jeg kommer aldrig nogensinde i hele mit liv, om det så kommer til at strække sig over 100 år, til at læse disse to bøger igen. Jeg ved jo, hvem det var, der gjorde det. Og SÅ god litteratur er det trods alt heller ikke.” Og hermed var kimen lagt til et større sorteringsarbejde, som i grunden føltes ganske godt.
> Lån Da Vinci mysteriet
> Lån Engle & dæmoner
Så derfor har min bogreol ændret udtryk, og jeg har efterfølgende formået (sådant nogenlunde) at holde fast i min læs-og-smid-ud-holdning. Men hvilke bøger er det så, jeg stadig støver af og flytter rundt på, når det kræves? Jo, det er først og fremmest klassikerne – og dem er der egentlig mange af. Er det så bare for at blære mig, at de skal stå og trone på forreste række i reolen? Tja... Blær bunder jo ofte i, at det er noget, man selv er stolt af – og jeg bliver ganske tilfreds med mig selv, når jeg dagligt bliver mindet om, at jeg har læst ”Krig og fred”, ”Anna Karenina”, ”Forbrydelse og straf”, ”Madame Bovary”, ”Buddenbrooks”, ”Tristram Shandys levned og meninger”, ”Store forventninger”, ”Den guddommelige komedie” m.m.fl.
> Lån Krig og fred
> Lån Anna Karenina
> Lån Forbrydelse og straf
> Lån Madame Bovary
> Lån Buddenbrooks
> Lån Tristram Shandys levned og meninger
> Lån Store forventninger
> Lån Den guddommelige komedie
For det andet står her også de bøger, jeg har en svag mistanke om, at jeg rent faktisk kunne finde at læse igen. Og endelig er der så de bøger, som jeg håber at kunne låne besøgende med hjem, fordi de (altså, bøgerne) fortjener det.
Jeg er sgu godt tilfreds med den bogreol – selvom den kun fylder det halve af, hvad den kunne ha´ fyldt.