Alt kan ske
Til min egen store overraskelse konstaterede jeg forleden dag følgende: Det er egentlig uhyre sjældent, jeg læser romaner, som ikke – dybest set – er realistiske. Okay, man skal godtage, at det umulige er muligt, og at det lidet sandsynlige måske nok er lidet sandsynligt, men alligevel sagtens kan ske. Og hvis man ind imellem ser nyheder eller læser avis, vil man vide, at der stort set ikke er noget, der ikke kan lade sig gøre. Virkeligheden overgår (beklageligvis, må jeg tilføje) langt fantasien, som jo ellers er kendetegnet ved at være fuldkommen fri og grænseløs.
Nå, men set i lyset af ovenstående, kan man nemt plædere for, at selv de mest urealistiske fortællinger alligevel ikke er så svære at tro på, når man tager virkelighedens absurditeter i betragtning. Alligevel vil denne klumme gerne fremhæve nogle romaner, som man med rimelig stor sikkerhed vil kunne hævde, indeholder historier, man bestemt ikke regner med, vil kunne finde sted – andre steder end i kunsten, selv sagt. Jeg vil selvfølgelig ikke lægge hovedet på blokken og hårdnakket påstå, at man ikke kan rejse i tid eller hævde, at der ikke findes et sted mellem livet og døden, hvor man opholder sig, indtil man ekspederes videre. Om sådanne forhold har jeg hverken bemyndigelse eller erfaring nok til at kunne udtale mig kategorisk, men jeg vil alligevel mene, at de ligger i afdelingen for ”meget lidt sandsynligt”. Men dét bliver romanerne ingenlunde ringere af.
For år tilbage romandebuterede amerikanske Selden Edwards i en sen alder med den pragtfulde ”Den lille bog”. Den er slet ikke lille, i øvrigt. 461 sider er da en pæn størrelse, og historien er i sig selv heller ikke petit. Hovedpersonen oplever nemlig at blive transporteret tilbage i tiden, således at han bl.a. er lige ved at tabe hovedet og forelske sig i sin egen bedstemor. Upraktisk, ganske vist, men som læser accepterer man fuldt ud præmissen.
> Lån Den lille bog
Fyren møder endda også Hitler, som på daværende tidspunkt endnu ikke er blevet den, han bedst (eller værst, måske snarere) huskes som, hvilket leder mig over til en anden roman, hvor også både Hitler og tidsbegrebet er omdrejningspunkter. I den tyske roman ”Han er tilbage” af Timur Vermes er det nemlig Hitler selv, der er hovedpersonen. Han kommer til sig selv i året 2011 og er mildest talt fortumlet. Det sidste han husker er, at han sad i førerbunkeren sammen med Eva – og nu er han her! I et fuldkommen ukendeligt Berlin, hvor intet lader til at være som før. Det kommer der mange løjerligheder og misforståelser ud af.
> Lån Han er tilbage
Til slut i min mini-kavalkade af (formodet) u-realistisk lekture skal fremhæves ”Oneiron” af den finske forfatter Laura Lindstedt. Her mødes syv kvinder i et hvidt rum i øjeblikket lige umiddelbart efter deres død. Rummet er en slags mellemstadium mellem livet og den endelige død. Her hører vi om de syv forskellige kvinder og deres sidste tid, inden de havnede i det hvide rum. Og igen: Som læser har jeg ingen anke! Det er brand-godt og surrealistisk.
> Lån Oneiron