Tror læser, hver mand læser?
Tyv tror, hver mand stjæler – siger et gammelt ordsprog. I anledning af nærværende klumme har jeg tilladt mig at modellere lidt på ordsproget og formet det efter eget forgodtbefindende, hvorfor vi nu kan sige: Læser tror, hver mand læser. Mit ærinde bliver nu at undersøge, hvorvidt ordsproget taler sandt, eller om det (som så mange andre ”kloge” ord) er en sandhed med udtalte modifikationer. Undersøgelsen er mestendels baseret på tanker fra indersiden af mit eget hoved samt erfaringer fra virkelighedens verden, så det er meget muligt, at det hele skal ta´s med et gran salt. Det bliver det dog ingenlunde mindre interessant af.
Lad os antage at jeg er dét, vi nu for nemheds skyld kan kalde en ”læser”. Altså, et menneske som læser, og som nok også læser mere end gennemsnittet. Tror jeg så, at alle andre pr. definition også er læsere, fordi jeg selv er det? Eller mistror jeg ligefrem andre for at være det – hvis vi ydermere antager, at læsning er noget fordækt, noget lysskyet eller måske noget kriminelt?
For at besvare første spørgsmål først: Nej. Jeg tror ikke, at alle andre mennesker også er læsere. (Det er de selvfølgelig i én eller anden forstand, fordi langt de fleste orienterer sig ved at læse/tyde tegn så som bogstaver, vejskilte og andre illustrationer, men her taler vi om at læse bøger. Dem, der er lavet af papir.) Nå, det var et forklarende sidespring – nu er jeg tilbage på sporet. Det er ikke alle, der læser bøger. Langt fra. Og det gør såmænd ikke noget, for så gør de sikkert noget andet godt. Formodentlig. Forhåbentlig. For læsere skulle jo eftersigende både leve længere og have et bedre liv end dem, der ikke læser. Sat på spidsen, siger du?! Det er meget muligt – det generer mig ikke.
Og nu til det andet spørgsmål: Kan man mistænke andre for at læse? Ja, men heri ligger, at læsegerningen er noget, man af forskellige årsager gerne vil skjule – og dét er der under ingen omstændigheder nogen grund til! Tværtimod! Blær dig med det. Flash det (som man vist siger nu om stunder, når man gerne vil vise noget frem.) Så nej, jeg mistænker ingen for at læse. Det er måske dén gerning der allermest tåler dagens lys – fx i modsætning til højlydte samtaler pr. mobiltelefon på offentlige steder.
Men selvom ”læser” (altså, i dette tænkte tilfælde mig) ikke tror, at hver mand læser, så bliver læser nu alligevel så fortrøstningsfuld, når hun møder en anden læser. Og i særdeleshed når hun møder én, hvor man ikke forventer det. Som fx da jeg i sommers på en overophedet plads i London så en tigger sidde med et papkrus til mønter rakt frem mod verden i den ene hånd – og en bog vendt mod sig selv i den anden. Så tror denne læser (jeg), at der alligevel er håb endnu.