Sweet Dreams

Marias Klumme 2018:03

Det måtte jo ske før eller siden. Selv har jeg vidst det længe, men nu fik jeg så et stikord til at forfatte dén klumme, som jeg ved, jeg ikke kan komme udenom. Meget kommer jo til én, mens man sover – i form af drømme og syner, som ofte ikke har alverden til fælles med virkeligheden, men som alligevel fra tid til anden har budskaber med, man ikke kan sidde overhørig.

Det er ikke fordi, jeg ret tit drømmer om det, jeg læser. Hvis dét var tilfældet, tror jeg ærligt talt, jeg ville holde helt op med at læse, for de makabre usædeligheder, jeg til tider svælger i, hører ikke hjemme i obskure forklædninger i mine natlige hjemsøgelser – dét er i hvert fald helt sikkert! Så meget desto mere behageligt er det naturligvis, når mine mere uskyldige og ganske æstetiske interesser sniger sig ind i mine åndelige, natlige hallucinationer. Og forleden nat var jeg så så heldig, at en af de (mange – og nu kommer det!) kage- og dessertbøger jeg (dagligt) frekventerer, indtog en ikke ubetydelig rolle i en drøm… med det selvfølgelige resultat, at jeg nærmest ikke har tænkt på andet lige siden, og nu ser mig kaldet til at forfatte nærværende klumme.

Den specifikke genstand, jeg her refererer til, er noget så lige dele sjoflet, overset og ophøjet som – en budding. Marie Holm, der bl.a. er madmodeekspert, har i dén grad ført den stakkels blævrende sag tilbage i det gode selskab. Sidste efterår udkom en ny bog af hende med den besnærende titel ”Flere dirrende desserter”. Og jeg har ingen modstandskraft, når det kommer til bøger, der handler om kager og desserter og indeholder opskrifter på og billeder af samme!
> Lån Budding & andre dirrende desserter (Lån via bibliotek.dk) (link is external)
> Lån Flere dirrende desserter

Egentlig er det lidt pudsigt, for jeg er så absolut ikke særligt visuelt anlagt. Kort sagt bemærker jeg ikke ret meget af, hvad der synligt foregår omkring mig. (Til gengæld hører jeg ret godt, men det er en helt anden historie.) Men der er undtagelser – åbenbart. I hvert fald kan jeg slet ikke få nok af at kigge på billederne i den ovenfor omtalt dessertbog. Og i et hav af andre lignende bøger. Og derfor er det klart, at jeg på et eller andet tidspunkt måtte bringe disse bøger på banen her i dette forum. Og jeg kan ikke love, at det bliver sidste gang.

Jeg har hørt, at der findes mennesker, som mener, man bør skele lidt til, hvad man putter i munden og bl.a. holde lidt øje med sukker- og fedtindtag. Den slags hænger jeg mig nu ikke så meget i, for som det gamle ordsprog siger: ”Skinny people are easier to kidnap. Stay safe – eat cake.” Det er jo nærmest uforsvarligt at lade være, vil jeg mene.

Skulle der nu sidde en eller anden, som godt gad vide hvordan og på hvilken måde, den der budding optrådte i min drøm, kan jeg afsløre, at det sådant set var ret uskyldigt. Så vidt jeg husker, var der bare en eller anden, som kom og gav mig en lille fin budding – som sagt med det resultat, at jeg lige siden ikke har kunnet tænke på andet. Det har jeg nu taget konsekvensen af, så her nedenfor finder du en liste med lækre kage- og dessertbøger, som måske kan bringe buddinger eller andre søde sager ind i dine drømme.

Liste over smukke kage/dessert-bøger:
> ”A piece of cake” af Leila Lindholm (lån via bibliotek.dk) (link is external)
> ”Eventyrlige kager” af André og Randi Nabulsi
> ”Helt i kage” af Camilla Plum
> ”Kagekarma” af Annemette Voss
> ”Lykken er chokolade” af Anne au Chocolat & Maja Ambeck Vase
> ”Majas kager” af Maja Ambeck Vase
> ”Mickis kager” af Micki Cheng
> ”Sweet nothing” af Mai Knauer
> ”Sweet something” af Mai Knauer
> ”Sødt, sådan” af Cecilie Sofie Svensson

> Læs flere af Marias Klummer