Status
Selvoptaget som jeg er (men helt ærligt: Hvem er ikke det?), har jeg netop genlæst min nytårsklumme fra sidste år. Her lovede jeg at behandle mig selv rigtig skidt (hvilket på andre parametre vil sige ”godt”), og tiden er derfor kommet til at gøre status. Eller sagt med andre ord: Fik jeg indfriet de forventninger, jeg havde til mig selv i det forgangne år? Og kan det i det hele taget betale sig at lægge den slags planer, som nogle ynder at kalde nytårsforsætter? Er de egentlig ikke dømt til at mislykkes alene af den grund, at det er pisseirriterende at stille krav til sig selv, når nu omverdenen så rigeligt klarer den side af sagen? Disse spørgsmål vil i det følgende søges besvaret.
Fik jeg gjort, hvad jeg sku´? Tja, på portvins- og cigaretfronten er det gået rigtig fint, tak. Og jeg fik også set årets udgave af X-Factor. Mit skyllemiddel er blevet giftigere og giftigere, så her må jeg ha´ scoret ekstra point. Til gengæld har vi ikke spist pizza hver uge, men kun hver anden. Alt i alt har jeg vel opnået omkring 60% af mine mål, hvilket i min optik ikke er noget dårligt resultat.
Men hva´ så nu? Skal jeg til at genopfinde mig selv igen? Eller er jeg i løbet af 2016 blevet så meget klogere, at jeg har sandet, at det slet ikke kan betale sig med disse forsætter (læs: krav!)? Både og.
Jeg vil i hvert fald ikke lægge så voldsomt et pres på mig selv i 2017. Det er benhårdt arbejde at forsøge at være politisk ukorrekt, og desuden er der gået mode i det, så nu er det pludselig korrekt at være ukorrekt. Så jeg tænker, at årets udfordring bliver på det rent mentale plan. (Men stadig suppleret af fadøl og Blå Kings. Der er jo ingen grund til at ændre på de gode vaner.) Mit ønske til mig selv (bemærk venligst: ”ønske”, ikke ”krav”) er, at jeg må være 100% til stede i det, jeg vælger at beskæftige mig med. Nærværet skal veje tungere end selve gerningen.
Og så er der endelig omverdenen. Hvad fa´en stiller man op med den? Den fremturer jo ustandselig med krav af alle mulige forskellige slags. Her vil jeg tro, at det vil kunne betale at se beskæftiget ud, således at omverdenen, den satan, ganske enkelt ikke nænner at forstyrre og bryde ind med flere af sine urimeligheder. Og som i så mange andre tilfælde kan litteraturen garanteret komme til hjælp. Nu skal jeg jo fx have læst Peder Bundgaards erindringer ”Vand under broen”, ”BZ” af Peter Øvig Knudsen, ”Himlen under jorden” af Niels Lyngsø, ”Gilead”, ”Hjemme” og ”Lila” af Marilynne Robinson, ”Laser og pjalter” af Bertolt Brecht, ” Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige” af Selma Lagerlöf og ”Jagten på terningemanden” af Luke Rhinehart – inden alt for længe.
Så kære omverden: Jeg er ikke hjemme i 2017. Læg besked – så ringer jeg tilbage i 2018.
Rigtig godt nytår!
> Lån BZ
> Lån Himlen under jorden
> Lån Gilead
> Lån Hjemme
> Lån Lila
> Lån Laser og pjalter
> Lån Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige
> Lån Jagten på terningemanden