Noget om heltinder
I 1955 skrev Halfdan Rasmussen digtet ”Noget om helte”. I ved, det er det, der begynder med ordene ”Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor…” Titlen har inspireret mig til i nærværende klumme at beskæftige mig med det kvindelige modspil til disse mandlige helte: Heltinderne.
> Lån Halfdans Digte
Kønsdebatten lader til aldrig at gå helt af mode (hvilket vel i princippet kan siges at være både godt og skidt: Godt, fordi den er nødvendig. Skidt, fordi den stadig er nødvendig.) Og derfor er der heldigvis også en del fokus på seje, søde, sjove kvinder, som det kan være værd at se lidt op til. Og de findes jo altså også i litteraturen, hvor de godt nok kun er litterære figurer - og ikke levende kvinder af kød og blod – men derfor kan de sagtens være forbilledlige.
Dog må det her på det kraftigste understreges: Vi finder med garanti ikke de SAMME heltinder alle sammen. Og derfor er den følgende heltinde-gørelse kun et udtryk for denne klummeskribøses egen holdning til emnet. Jeg kan med lethed forestille mig, at andre læsere vil finde mine heltinder både irriterende og meget lidt heltinde-agtige, men så står det jo heldigvis folk frit for at finde deres egne heltinder i litteraturen. Der er masser af dem, så uanset om man er til jeg-finder-mig-ikke-i-mere-pis-typen a la Lisbeth Salander, rengøringsmonstret Britt-Marie fra ”Britt-Marie var her” af Fredrik Backman eller man-eateren Nana i Émile Zolas roman af samme navn, vil man altid kunne finde sit helt eget heltinde-match.
> Lån bøger med Lisbeth Salander
> Lån Britt-Marie var her
> Lån Nana
Min nyeste heltinde hedder Ruth Galloway og optræder i en række engelske krimier af forfatterinden Elly Griffiths. (Som egentlig hedder Domenica de Rosa, men fred nu være med det.) Ruth Galloway er arkæolog og knogleekspert, og hun er meget dygtig til at være det. Faktisk så dygtig så hun igen og igen bistår politiet – og især politimanden Nelson – med hjælp i uhyggelige drabssager. Her udover er hun overvægtig, spiser hvad der passer hende, og gør ikke vildt meget ud af sig selv, som det vist hedder. Hun holder af at bo (og være) alene i et afsidesliggende hus, hvor hun, i hvert fald i seriens første bind ”Pigen under jorden”, bor med sine katte.
> Lån bøgerne om Ruth Galloway
Dét, der, i mine øjne, gør Ruth til en form for heltinde, er dels hendes evne til at se stort på, hvad folk måtte mene om hendes fremtoning og dels hendes faglighed indenfor sit felt. Hun er cool, fordi hun netop er så uncool. Hun kan sagtens være træt af sig selv (hvem kan egentlig ikke det?!), men aldrig så træt, at det ligefrem fører til nogle ændringer. Hun er i dén grad sig selv, og det er vel i sidste ende, hvad en masse af klodens andre kvindelige (levende som døde) forbilleder også er/var? Fra Kleopatra og Marie Curie til Malala og Greta Thunberg. Sig selv – og så lige lidt mere end dét.