Fingrene væk fra Panduro!
Det er meget brugt og meget populært at dele sine læseoplevelser. Det kan fx foregå i en fysisk læsekreds, på nettet eller ved simpel uorganiseret tale mennesker imellem. Og det kan man jo sagtens forstå: Man har læst en god (eller en helt vildt dårlig!) bog og vil nu gerne vende oplevelsen med andre. Det forekommer at være ret naturligt – men det sker ind imellem, at jeg har den stik modsatte følelse, nemlig at jeg vil ha´ oplevelsen for mig selv!
Og det behøver såmænd ikke kun at dreje sig om en bog. Det kan ligeså vel handle om en koncert, en film, en sang eller andre former indenfor kunstens verden. Problemet er bare, at det er forholdsvis vanskeligt at ta´ patent på den slags ting, når genstanden for oplevelsen er et offentlig anliggende – et værk, som alle frit kan gå til. Sværest havde jeg det dengang, jeg ikke under nogen omstændigheder ville høre andres mening om Leif Panduros bøger.
Det begyndte, så vidt jeg husker, med, at jeg læste ”Fejltagelsen” af Leif Panduro. Det er mange år siden. Så læste jeg sikkert ”Rend mig i traditionerne” og ”Av, min guldtand” – muligvis i omvendt rækkefølge. Så læste jeg ”De uanstændige” og ”Øgledage”. (Sidstnævnte fattede jeg ikke en snus af – det indrømmer jeg i dag.) Senere ”Den gale mand” og ”Høfeber” – tror jeg nok.
Men hvorom alting er: Jeg var så betaget af og så vild med Panduros stil og sprog, at jeg pure nægtede at lade andre udtale sig om samme i min nærhed. Tog nogen tilløb til at udbrede sig om hans bøger, blev jeg prompte kort-for-hovedet. Foreslog min daværende litteratur-klub, at vi skulle læse Panduro, fejede jeg omgående det forslag af bordet med den lidet saglige begrundelse: ”Så længe jeg er med i denne klub, læses og diskuteres der IKKE Panduro! Fingrene væk!”
Med tiden har jeg overvundet mit selvbestaltede monopol, og vi endte vist nok med alligevel at læse ”Rend mig i traditionerne” i den litteratur-klub. Men jeg hæftede mig naturligvis ikke ved, hvad de andre mente.
> Lån Leif Panduro