Fatale fejlnoter eller da far var dreng

Marias Klumme 2016:09

December 1967. Et drengeværelse på en gård på Midtfyn. Med ørerne på stilke sidder en dreng og lytter til et hitliste-program i radioen. Foran ham ligger et kladdehæfte, hvori han med sin allerpæneste skrift noterer ugens hitliste ned, mens han lytter til musikken. Han kan godt li´ The Beatles, og de ligger heldigvis tit på hitlisten. I dag er det med et nummer, som han ikke har hørt før. Det er ikke altid helt nemt at få fat i, hvad der bliver sagt og sunget i radioen. Især ikke når han også skal koncentrere sig om at skrive bands og numre ned. Med tungen i mundvigen skriver han denne dag i december 1967 ud for plads nummer tre: ”Magical Mr. McCure - The Beatles.”

Januar 1968. Drengen sidder igen klar ved radioen med sit hæfte og en kuglepen. The Beatles ligger på stadig hitlisten. Men nu kan han høre, at det nummer, han i sidste måned skrev ned som ”Magical Mr. McCure”, slet ikke hedder sådan. Han har hørt forkert. Det hedder jo ”Magical Mystery Tour”. Nå, det er som sagt også lidt vanskeligt at høre. Men i denne uge skriver han det rigtigt – stadig på en tredjeplads: ”Magical Mystery Tour – The Beatles”. Og pyt med det. Hans noter er jo bare til internt og privat brug. Der er jo alligevel ingen, der skal læse det.
> Lån albummet "Magical Mystery Tour"
> Lån filmen "Magical Mystery Tour"

Men her har drengen gjort regning uden vært. For på dette tidspunkt kan han jo ikke vide, at han engang vil få børn, som også interesserer sig for musik – og for Beatles. Og som muligvis en dag vil kigge i deres fars gemmer. Og finde – et brunt og halvmørt kladdehæfte.

Engang i år 2009. En anden dreng (lidt ældre end den første) lukker døren til tatovøren bag sig. Han har netop fået (endnu!) en tatovering – på indersiden af sin venstre overarm. Omgivet af farvestrålende, naivistiske blomster står der med store bogstaver: ”Magical Mr. McCure.” Det er der jo for så vidt slet ikke noget, der hedder. Det var en lytte- og skrivefejl, hans far foretog for 42 år siden, der affødte denne magiske hr. McCure. Han findes ikke. Men en fars musikalske interesse og en sød og sjov historie kan åbenbart føre til, at sønnen foreviger sin fars fejlslagne noter.

Efterår 2016. Den første drengs datter og den anden drengs søster kan også godt li´ Beatles. Hun sidder og hører ”Magical Mystery Tour”, mens hun skriver dette.
> Lån andet med The Beatles

> Retur til Marias Klumme-arkiv