Bøger og bogsnak beriger

Lad det bare være slået fast én gang for alle: Det er berigende at læse. Og endnu mere berigende bliver det, når læseoplevelsen deles med andre. Dét er der mange, der allerede har opdaget, og derfor inviterer bibliotekerne i Ejby, Nørre Aaby og på KulturØen hvert forår og efterår til Åbne Læsecaféer, hvor alle er velkomne til en snak om de udvalgte bøger og en kop kaffe.

Hvad skal vi læse, og hvornår skal vi mødes?

På Ejby Bibliotek er det Maria Guldager Rasmussen, der har udvalgt bøgerne til efterårets læsecaféer. I denne sæson er overskriften ’Kvinderoller’, og i september lægger vi derfor ud med at læse ’Elizabeth og den tyske have’ af den engelske forfatter Elizabeth von Arnim. Herefter følger en dansk roman, ’Ebba’ af Garbi Schmidt, og i november runder vi sæsonen af med ’Kærligheden når det er alvor’ af den tyske forfatter Daniela Krien.

Læsecaféen på Ejby Bibliotek finder sted tirsdag den 26. september, tirsdag den 31. oktober og tirsdag den 28. november. Alle dage kl. 11-12.

På Nørre Aaby Bibliotek tager Marianne Henningsen imod, og hun har valgt tre gode bøger under det fælles tema ’Kærlighed & klassikere’. I oktober læser vi svenske Hjalmar Söderbergs ’Den alvorlige leg’. I november følger Christopher Isherwoods ’Ene mand’, og i december slutter vi sæsonen af med ’Utålmodige hjerter’ af østrigske Stefan Zweig.

Læsecaféen på Nørre Aaby Bibliotek finder sted torsdag den 5. oktober, torsdag den 2. november og torsdag den 7. december. Alle dage kl. 11-12

På Biblioteket på KulturØen knytter sæsonens tre Læsecaféer sig til nogle af de spændende arrangementer, der er på plakaten.
Tirsdag den 22. august lægger vi ud med at læse ’København, udateret’ af Villads Andersen, da Villads kommer og fortæller om sin roman til Klimafolkemødet.
Onsdag den 25. oktober skal vi læse og tale om Tænkepausen ’Monstre’ af lektor Mathias Clasen, inden han selv ugen efter lægger vejen forbi Oasen på KulturØen og fortæller mere om menneskets fascination af monstre.
Og tirsdag den 21. november skal vi - i forlængelse af Oasecaféen tidligere på måneden om ’Faderopgør og nye fædre’ - tale om Kristian Leths erindringsessay ’En vej ud af tågen’.

Alle Læsecaféer på Biblioteket på KulturØen er kl. 11-12.

Sådan deltager du Bibliotekerne skaffer de bøger, der skal læses, og den aktuelle bog kan afhentes og lånes i den betjente tid på det pågældende bibliotek ca. en måned inden, den er på programmet i Læsecaféen.

Det er gratis at deltge i Læsecaféerne, og det er ikke nødvendigt at have billet. På biblioteket kan du få en samlet folder med alle titler og tider.