Stjerne-krigen
Star Wars (på dansk ’Stjernekrigen’) er en slags fantasy-serie, som eftersigende skulle foregå i en fjern, fjern galakse for meget længe siden. Der findes adskillige film i serien, og rigtig mange mennesker kloden over er vilde med det her univers og historierne om Luke Skywalker, Darth Vader, Han Solo, Yoda og hvad de ellers hedder.
> Lån Star Wars-filmene
(Jeg er godt klar over, at ovenstående intro mere end afslører, at jeg er en ren novice, når det kommer til Star Wars-filmene og -universet. Jeg har aldrig set så meget som 2 minutter af det, og det eneste jeg ret beset ved på stående fod er, at Darth Vader er sort, Yoda er grøn og en tredje af figurerne vist nok er lavet af en støvsuger. Det sidste har jeg engang lært i en almen-viden-quiz.)
Som sagt er det mit klare indtryk, at Star Wars er kendt og elsket verden over – men hjemme hos os finder en endnu ukendt, men ikke mindre storstilet stjernekrig sted. Den er mindst lige så sejlivet som filmserien, og absolut ikke mindre spændende heller. Den udkæmpes årligt, faktisk hvert eneste år i december, og de stridende parter er langt fra at begrave stridsøksen, så der er ingen tvivl om, at den også i år vil optage de to beboere, min husstand består af. Kombattanterne er henholdsvis min datter Rebecca på den ene side og mig selv på den anden. Det lyder måske ikke af så meget, men det er en opslidende kamp, som udmatter os begge på det voldsomste. Vores private stjernekrig drejer sig om følgende:
Vi er begge to vilde med jul. Ganske enkelt. Faktisk så meget at min datter, som nu er 15, allerede for flere år siden var så heldig at finde meningen med livet – nemlig julen. Så på trods af at vi bor i en ret møbleret lejlighed, hvor mange ville mene, at der ikke er plads til et juletræ, skal vi selvfølgelig alligevel hvert år have et sådant. Og helst så højt (og smalt) som muligt. Vi har en masse deeeeejlig pynt til træet, som min datter samvittighedsfuldt pynter hvert år. For at få glæde af træet anskaffer vi det gerne først i december, og så nyder vi synet af det hele måneden. Eller det vil sige… Vi nyder det på skift. Stridspunktet er nemlig – stjernen i toppen!
Vi er så (u)heldige at have hver sin stjerne til at sætte i toppen af træet. Rebecca har sådan en grim, billig lametta-fidus i guld, som skæmmer mere end den pynter (husk at dette er min udlægning af historien), mens jeg har en meget smuk og meget speciel stjerne lavet af noget metal, der er malet og udsmykket i smukke farver, og som har små bjælder på tilmed.
Disse to stjerner frister hvert år en omtumlet tilværelse, idet de hele måneden skiftes til at pryde toppen af træet. Når Rebecca har pyntet, sætter hun sin stjerne i toppen. Når jeg kommer forbi træet senere samme dag, skifter jeg stjernen ud med min. Endnu senere (men stadig samme dag!) ser jeg til min store overraskelse, at Rebeccas rædsel IGEN sidder i træet – mens min egen er lagt tilbage i julepyntskassen. Dét råder jeg omgående bod på ved at skifte stjernerne ud igen – og sådan går det så den ganske måned ud. Lige til Helligtrekonger, hvor træet afpyntes for efterfølgende at blive parteret af Rebeccas farfar, som bruger det nu noget slidte træ i sin have.
Kan I forstå, man bliver træt af den slags stjernekrig indenfor hjemmets fire vægge? Det skal siges til vores forsvar, at ingen af os endnu har været så ufine ligefrem at smide den andens stjerne ud. Dér går grænsen alligevel. Julen er jo hjerternes fest. Og stjernernes, ikke at forglemme.