Ramt af erindring
Med jævne mellemrum cykler jeg forbi dét, der engang hed Det Fynske Musikkonservatorium, og som ligger Islandsgade 2 i Odense. Nu om stunder kaldes institutionen Syddansk Musikkonservatorium og har da selvfølgelig også fået et navn på engelsk, som det sig jo hør og bør: Danish National Academy of Music. Men i begyndelsen af 1990’erne, hvor nærværende klumme tager sit udspring, hed det altså stadig Det Fynske Musikkonservatorium, og her var jeg i en uges praktik, da jeg gik i 9. klasse.
Det forløb på den måde, at jeg om morgenen tog toget fra Kværndrup til Odense, og det lyder måske ikke af noget særligt, men det var det! Jeg var ikke vant til at fragte mig selv så langt, og jeg var da SLET ikke vant til at færdes i en stor by som Odense. Men drevet af musikkens magt (nå ja – og et krav fra skolen om, at man jo skulle i en eller anden form for praktik i dét skoleår) hankede jeg op i mig selv og gav mig i kast med projektet.
Så en mandag morgen i dét, der må have været efteråret 1990, befandt jeg mig i en – for mig at se – fuldkommen uoverskuelig bygning, hvor nogen skulle demonstrere for mig, hvordan hverdagen forløb sådant et sted. Der var bare lige dét ved det, at der ikke rigtig var nogen til at tage imod mig, så jeg fandt en stol på gangen nær den dør, jeg var kommet ind af, og slog mig ned her i håb om, at nogen før eller siden vil finde mig. Det var der bare aldrig ”nogen”, der gjorde, og jeg var alt for genert til selv at give mig tilkende eller spørge nogen om råd, så mandagen gik med, at jeg sad på den stol. Hele dagen. Men bare rolig: Jeg havde selvfølgelig en bog i min taske, så helt lost var jeg trods alt ikke.
Inden jeg tog hjemmefra om morgenen, havde jeg fra mine forældres bogreol, der, som mange andre bogreoler på den tid, bar præg af et medlemskab af Gyldendals Bogklub, taget en bog, som i størrelse og layout tiltalte mig. Det viste sig at være ’Gyldne løfter’ af Christian Kampmann.
> Lån 'Gyldne løfter' på eReolen(link is external)
> Bestil 'Gyldne løfter' på bibliotek.dk(link is external)
Den blev min mentale redning hin dag, og jeg mindes, at jeg blev helt vildt fascineret af den. I dag kan jeg ikke sige, hvad den handler om, men den er knyttet til min oplevelse af at være på egen hånd i en stor og spændende by – og så kan det godt være, at jeg ikke foretog mig noget som helst andet den dag end at læse, men der var alligevel noget besnærende og løssluppent over at sidde der (selvom jeg trods alt ikke var kommet for at sidde på en stol i 6 timer.).
Så når jeg i dag kommer forbi bygningen på Islandsgade 2, suser den samme følelse af, at alt ligger åbent og uudforsket, stadig igennem mig, og jeg overvejer hver gang, om jeg skal prøve at genlæse ’Gyldne løfter’ med den risiko, det indebærer, at magien fordufter. Men jeg tror, jeg vover forsøget.
P.S. De følgende dage deltog jeg rent faktisk i undervisningen på konservatoriet, og det viste sig, at man godt nok havde bemærket min tilstedeværelse om mandagen også, men fejlagtigt troet, at jeg var en elev af en elev. Jeg ku’ sikkert også godt ligne sådan én.