Poetisk pligt, der kalder på en klumme
Selv om jeg har en litterær kæphest, der handler om, at det er vigtigt ikke kun at læse nye bøger, er størstedelen af de bøger, jeg selv får læst på et år, alligevel af ret ny dato. Og det er sådant set også helt okay med mig, når bare jeg fra tid til anden også får sneget en klassiker eller en anden lidt ældre bog ind i feltet. Fordelen ved den nye litteratur er jo ganske ofte, at den enten direkte eller indirekte besidder en aktualitet, som kan være med til at gøre værket interessant og værd at beskæftige sig med. Kort sagt: Jeg læser – hellere end gerne – nye bøger.
Omvendt forholder det sig så med musik, som er min sideløbende lidenskab til litteraturen. Her er jeg virkelig forbeholden – og det er altså ikke engang med vilje! Men det handler, så vidt jeg selv kan gennemskue, om, at jeg næsten ikke kan rumme al den gode musik, der allerede er lavet, og derfor kører jeg ustandselig rundt i det samme på min private musikfront – uden at blive træt af det. Har jeg først taget et band eller et album til mig, er jeg i langt de fleste tilfælde tro indtil døden, og jeg hører de samme albums igen og igen og igen i én uendelighed. Jeg opsøger derfor sjældent nyere musik og holder kun perifært et øje (altså: et øre, selvsagt) med, hvad der rør’ sig. Man skal med andre ord gøre sig særdeles fortjent til at blive indlemmet blandt mine musikalske darlings. Til gengæld er det, ligesom med bøgerne, aldrig for sent.
Et sådant eksempel har for nyligt åbenbaret sig, og da det som sagt ikke sker hver dag, synes jeg, det var oplagt at lade det shine i en klumme. Ikke mindst fordi vi er ude i et af de tilfælde, hvor ordene spiller en helt afgørende rolle. Gode (sang)tekster er vel også en slags litteratur.
Jeg har (bedre sent end aldrig) opdaget ’Pligten Kalder’, som først var en trio, men nu vist nok mest er en kvartet bestående af Johan Olsen (ham fra ’Magtens Korridorer’, ja), Torben Steno (ham er der så vidt vides kun én af), saxist Peter Jessen og bassist Søren Mikkelsen. Disse fire herrer bedriver lige dele følsomme og bramfrie klagesange i bodega-genren, der emmer af jazz og dødsdruk, ’Hærværk’ og himmelfart, Vesterbro og værtshusstemning, rynker og rygerlunger samt – ikke mindst - poesi og polske kavalergange.
Alene ved at lade blikket glide nedover titlerne på de numre, der findes på det rasende stemningsfulde album ’Du skulle have været der i går’ (fra 2014, så spritnyt er det altså ikke, men i min optik stadig ny), bliver jeg udelt begejstret. Hvis man, som jeg, har det med at falde for billedskabende titler, kan man ikke andet end at elske overskrifter som ”Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november” og ”Den polske kavalergang”. Tillad mig at citere første vers fra sidstnævnte:
Den polske kavalergang
blev det sidste hvilested
for en mand der tog afsted
med rotterne på vej mod land
Og således genopdager man, at upoleret poetisk skønhed også kan gemme sig i tætte, røgfyldte lokaler, og at klarinetten er det mest melankolske instrument, der findes.
> Lån albummet ' Du skulle have været der i går'