Noget om størrelser og mådehold
Jeg forstår stadig ikke helt, hvordan det kunne gå til. Jeg synes ellers, jeg er meget ydmyg og nøjsom, og jeg lever ikke over evne eller bruger penge, jeg ikke har. Jeg har ingen trang til at overgå mig selv, og jeg er forholdsvis nøjsom i langt de fleste af livets forhold. Og alligevel gik det galt. Selvfølgelig ved juletid. Og selvfølgelig, fordi jeg lod mig friste i et svagt øjeblik, hvor julestemning og ditto minder frarev mig min sunde dømmekraft. Jeg købte et stort… nej, vent… et ALT for stort juletræ.
Den dag jeg stod ved blomsterbutikken for at vælge mit træ, var der adskillige velskabte eksemplarer at vælge imellem. Og i skrivende stund kan jeg stadig se det træ for mig, som jeg BURDE have valgt. Men det var bare ikke det, det endte med. I stedet gik jeg med ikke alene det største, men også det allerstørste. Og der var langt ned til nummer to.
Jeg var dog helt sikker i min sag, gik ind i butikken og betalte for mit træ som efter aftale ville blive leveret foran mit hus dagen efter. Så kunne jeg med sindsro (det var mens, jeg stadig havde dét) gå hjem og glæde mig til næste dag, hvor træet jo ville dukke op. Det gjorde det skam også. I dén grad. Og her ku’ jeg godt se, at det måske var lige til den omfangsrige side, men flot var det immervæk stadig. Med et fast greb i én af de nederste og kraftigste grene fik jeg hevet granen med op til 1. sal og også ind i min lejlighed – som i parentes bemærket er forholdsvis tæt møbleret og derfor ikke efterlader megen gulvplads. Her anbragte jeg træet i liggende stilling kilet ind mellem sofa og spisebord, mens jeg fandt juletræsfoden. Og herfra gik det så galt.
Et så voluminøst træ har selvsagt også en meget kraftig stamme. Og dén havde jeg ikke inspiceret, da jeg bedømte det i første omgang. Og selvom jeg har verdens bedste og muligvis også ældste juletræsfod, kunne jeg ikke få stammen ned i den. Nå – men så var der jo ikke andet for end at gøre stammen slankere.
Her begyndte jeg så i første omgang at skæve til min brødkniv, som tidligere har prøvet kræfter med et grantræ med det resultat, at kniven nu mangler et par tænder. Og jeg kunne hurtigt se, at her måtte der skrappere midler i brug. En sav – mindre kunne ikke gøre det.
Heldigvis bor jeg tæt på gode venner i hvis garage, jeg omgående for om. Her fandt jeg et flot udvalg af save, men da jeg ikke er vant til at betjene den slags redskaber og som sagt er meget nøjsom i det hele taget, valgte jeg selvfølgelig den mindste. Og det var så min anden store fejltagelse. Den viste sig nemlig at have så små tænder, at jeg ikke skar, men nærmere filede løs på den der kæmpestamme med det resultat, at jeg fik samme farve i ansigtet som en traditionel nissehue, og stammen kun afgav meget fint fnuller. Jeg havde jo set for mig, at jeg bare kunne spidse den til – som en blyant. (Desuden er jeg ikke sikker på, at den sav nogensinde bliver sav igen, så nu skylder jeg også en sav.)
Efter flere vredesudbrud og en mildest talt ublid behandling af træet (dette stod på det meste af en aften), fik jeg det langt om længe tvunget ned i foden. Nu står det. Stadig. Men jeg ved ikke, om det bliver ved med det. Ydermere kan man ikke benytte hverken sofaen, klaveret eller den ene langside af spisebordet, fordi træet er så stort, så vi kan ikke tillade os at invitere gæster, før træet er væk igen. Det tjener dog til træets ære, at det er meget harmonisk, og derfor ikke naturligt vil få slagside. Men jeg minder mig selv om, at næste år må vi nøjes med en stuebirk.