Noget om at fuldføre
Jeg har sat mig i selv en skrækkelig pine – og den har snart stået på i årevis. Lad mig ridse rammerne op:
I mit soveværelse er monteret to hylder, der indeholder de bøger, jeg enten har lånt på biblioteket, og som derfor skal ud af huset igen på et tidspunkt, eller de bøger, som på en eller anden facon er aktuelle – forstået på den måde, at jeg enten er i gang med at læse dem eller også skal bruge dem i en eller anden sammenhæng. Og i min stue befinder sig så mine regulære bogreoler og ditto-kasser, hvor min private bogsamling er at finde. Jeg synes, det er praktisk at dele det op på den måde, så de bøger, jeg ved, jeg skal have fat i i nærmeste fremtid, ikke forputter sig mellem alle de andre ’fastliggere’, men har deres eget sted.
Problemet er nu, at jeg har et smertensbarn stående på hylderne i soveværelset, hvor, som I nok forstår ud fra det foregående, bøgerne ikke normalt gror fast, men kun står, hvis de skal enten det ene, det andet eller det tredje. Altså, afleveres, læses eller bruges. Snart.
Beklageligvis er der en roman, der har taget (tålt!) ophold på disse hylder. ’Den utrolige historie om Kavalier & Clay’ af Michael Chabon har befundet sig på dette midlertidige opholdssted i årevis – uden at være rykket videre! Og jeg kan ikke slippe af med den! For det første tilhører bogen mig, så jeg har ingen grund til at sende den ud af huset. For det andet skal jeg ikke som sådant bruge den til noget. Og for det tredje – som nogle måske allerede har gættet – har jeg i skrivende stund læst omkring halvdelen af den.
> Lån Den utrolige historie om Kavalier & Clay (fra bibliotek.dk)
I den bedste af alle verdener læste jeg bogen færdig, (den er på godt 600 tætskrevne sider, så det er ikke noget, man lige gør på en eftermiddag), så den kunne rykke ind på bogreolen i stuen sammen med de andre artige bøger, der ikke plager mig i tide og utide. For jeg er ganske enkelt ved at gå ud af mit gode skind over, at den skal stå der og tigge om at blive læst færdig, når jeg ustandselig har andet (og vigtigere) lekture at tage mig af – og desuden er det så længe siden, jeg læste i den sidst, at jeg nærmest ikke kan huske, hvad de første 300 sider handlede om.
Nogen vil muligvis formaste sig til på nuværende tidspunkt at vove at foreslå, at jeg bare satte bogen tilbage i bogreolen uden at læse den færdig. Den kunne fx tage opstilling ved siden af ’Ulysses’ af James Joyce, som jeg – uden at skamme mig – gerne indrømmer, at jeg aldrig får stridt mig igennem, selvom jeg rent faktisk har læst store dele af den. Men nu har ’Ulysses’ nemlig altid været den eneste bog, jeg aldrig fik læst færdig, og dét laver jeg helst ikke om på. Jeg insisterer (normalt) på at læse en hvilken som helst bog til ende; også de virkelig dårlige. Der er noget vigtigt ved at få det hele med. Hvem ved: Måske overraskes man til allersidst af noget meget væsentlig eller meget smukt, som det ville være dumt at gå glip af – også selvom det meste af bogen var dum og dårlig. Og det skal siges til ’Den utrolige historie om Kavalier & Clay’s forsvar, at den absolut hverken er dum eller dårlig. Men den er bare blevet mit ømme punkt og et konkret irritationsmoment, som jeg ikke ved, hvad jeg stiller op med. Den hører ikke hjemme på transit-hylderne i sovegemakket – og det gør den jo så alligevel ved nærmere eftertanke, da jeg, med lidt god vilje, kan påstå, at jeg er ’i gang med den’. (Yearh, right!) Men det er jo også kun en halv sandhed, da jeg ikke har læst i den i årevis.
> Lån Ulysses
Eneste udvej lader til at være at få den læst. Eller… Jeg kunne måske forære den væk? ’Ude af øje, ude af sind’ – er det ikke sådan, man siger?