Mimosen flytter ind
2021:09
Vores husstand har fået en ny beboer. Forleden fik min datter nemlig en plante overdraget af sin farfar, og siden har jeg været mere end almindeligt optaget af denne vækst. Det er nu heller ikke en hvilken som helst plante. Der er nemlig tale om en mimose, som jeg, før vi selv fik én, kun associerede med digtet ’The Sensitive Plant’ af den engelske digter Percy B. Shelley (1792-1822) samt en bestemt type chokolade fra Toms. (Hvad hjertet er fuldt af o.s.v. Litteratur og chokolade ligger som regel først for hos mig.)
> Lån 'The Sensitive Plant' (Den Følende Blomst) fra et andet bibliotek
Ydermere er det jo sådan, at en mimose kan benyttes som et udtryk til at beskrive en (over)følsom, sart og nærtagende person, og det kan godt klinge en lille smule nedsættende, hvis man ikke passer på. Men dét er så også netop, hvad jeg nu gør. Altså, passer på. På mimosen. Den kan nemlig, i modsætning til sine mere hårdføre naboer i vores vindueskarm, meget tydeligt give udtryk for sit mishag. Og nu har det jo aldrig været nogen skam at være tydelig i sit udtryk. Og dét er mimosen. Ja, jeg er tæt på at bruge et ord som intelligent.
Jeg har googlet mig til, at en mimose også lystrer det lidt mere upoetiske ’Rør mig ej’, og hvis man undrer sig over, hvordan dét navnet er opstået, behøver man bare at berøre plantens blade. Gør man det, vil de nemlig med en lige dele yndefuld og kvik bevægelse lukke sig og trække sig væk fra den uønskede berøring. Hvis ikke dét er intelligent, så ved jeg virkelig ikke!
Ifølge farfaren og andre plantekyndige skal mimosen stå lyst, og så må den ikke tørre ud. Altså fandt jeg straks hjemmets lyseste, men fra pilfingre afsidesliggende, plads, og her holder jeg nu et vagtsomt øje med mimosen, mens jeg nidkært vogter over, at den ikke mangler væde. Desværre er det forfærdelig fristende lige ”tilfældigt” at lade en fingerspids ramme bladene, så man kan få at se, hvordan planten reagerer, men det er på anden side også lidt perverst, når nu man ved, at den helst er fri for det, så dét er ikke en forseelse, der finder sted ret tit.
For nu at tækkes mimosen – og fordi man jo hører om, at det skulle være godt at tale med sine planter – forsøgte jeg mig forleden med en recitation af førnævnte engelske digt, som netop har mimosen som muse. Om det havde nogen som helst effekt på plantens trivsel, lod sig ikke umiddelbart afgøre, men jeg havde nu alligevel en fornemmelse af, at Shelleys digt fik den til at strutte lidt (selvoptaget, som den tydeligvis er.)
Nu bliver mit næste projekt så at se, hvordan den vil reagere på en oplæsning af Shelleys hustru, Marys, kendte værk, klassikeren ’Frankenstein’, som damen skrev, da hun var purung. Nogen mimose har hun næppe været, eftersom ’Frankenstein’ bestemt ikke er for sarte sjæle, og jeg frygter måske nok, at min mimose vil smide bladene af bar skræk. Så spørgsmålet er, om det ikke vil være klogere at lade være, når nu vi er så glade for den.
> Lån 'Frankenstein'
Hvad skal man med et kæledyr, når man har en mimose?