Mig og Danny Glover og et åndehul i byens larm
Jeg tænker tit på Danny Glover. Jo ældre jeg bliver, jo oftere tænker jeg på ham. Hvis I ikke lige ved, hvem jeg taler om, så var det ham, der spillede overfor Mel Gibson i de der populære ’Dødbringende våben’-film fra 80’erne og 90’erne. Jeg mindes, men måske husker jeg forkert, at Glover i mere end én af disse film, har en replik, der er gået over i historien, og som lyder noget i retning af: ”I’m too old for this shit!” Sådan har jeg det også tit. Ret tit, faktisk.
Forleden var mit afkom og jeg i København, hvor vi mest af alt var kommet for at shoppe. Vi havde derfor en overskuelig liste af forretninger, som vi i fællesskab ville frekventere, og vi tog dem fra en ende af. Nogle af butikkerne var tøjbutikker, der sælger tøj til unge mennesker, og da de (altså, butikkerne) figurerede på vores liste, måtte vi jo derind.
Til min store forundring var forretningen (og det var ikke den eneste!) en slags hybrid mellem en tøjbutik og et diskotek, idet der blev afspillet musik på et lydniveau, der var et mellemstort provinsdiskotek eller en Joe & The Juice i indre by værdigt. Jeg var dybt forundret. Hvordan ville man fx bære sig ad med at spørge personalet om noget? Og hvordan kunne man overhovedet koncentrere sig om sit forehavende?
Nu vil jeg lige lade det være sagt, at jeg bestemt ikke har noget imod høj musik. Nærmere tværtimod. Men det er selvfølgelig rarest, hvis det er noget musik, jeg selv synes er fedt. Nå ja… og hvis jeg har drukket en 6-7 fadøl. Ingen af delene var dog tilfældet den dag i tøjbutikken i København.
Efter adskillige besøg i lige så mange tøjbutikker (for retfærdighedens skyld bør jeg nævne, at de ikke alle spillede lige højt), endte vi til slut foran Politikens Boghal på Rådhuspladsen. Og det var i sandhed en lise for såvel sjæl som legeme at træde derind. Nu har Deres klummeskribent jo i sagens natur en svaghed for bøger, men det var nu ikke det mest afgørende i situationen. Næ, det mest bemærkelsesværdige var, at der hverken var musik eller muzak, hektisk aktivitet eller højrøstet samtale. (Det sidste er i parentes bemærket et nødvendigt onde i de forretninger, hvor lydtapetet er så påtrængende, at kun skrig og skrål kan overdøve det.) Her i boghandlen blev der talt om ikke dæmpet så i hvert fald bare helt almindeligt. Tænk, at noget så simpelt kan være så sagliggørende.
Så derfor: Mig og Danny Glover har et og andet til fælles. Vi er simpelthen for gamle – til det shit!