Dear Sweden

Marias Klumme 2020:09

Til min store fornøjelse nåede Skåne at blive såkaldt ’gult’ område, inden jeg skulle på sommerferie. Vanen tro havde jeg planlagt at tilbringe fem dage i min yndlings-by, Lund, og det lod sig altså, trods Corona-restriktioner, gennemføre i fin og forsigtig stil.

Måske under påvirkning af, at mine Lund-dage jo havde hængt i en tynd Corona-tråd, blev jeg overvældet af en voldsom kærlighed til vort svenske broderland, mens jeg var der. Helt rørstrømsk fik jeg med tårer i øjnene udarbejdet en lille liste over, hvorfor man med god ret kan elske Sverige. Den kommer her under overskriften ’5 gode grunde til at elske Sverige’.

Grund 1: Fika! Et begreb man kun man bakke op om og misunde. Groft sagt kan ’fika’ oversættes til ’kaffepause’, men det er meget mere end det. Ifølge hjemmesiden visitsweden er fika faktisk svenskernes svar på hygge – og dét siger jo ikke så lidt. Og ydermere er det et begreb, der tages meget alvorligt. Langt mere alvorligt end vores egne lidt løse og lallede kaffepauser. Fika er en nødvendig/vigtig/tiltrængt/uomgængelig pause (fra hvad-som-helst), hvor man får kaffe og kage enten i sit eget eller andres selskab, og hvor roen for en stund sænker sig. Dét er der simpelthen ikke noget dårligt at sige om.

Grund 2: De rigelige mængder af vaniljesauce, der serveres til diverse former for kage og tærter. Hvis man, som jeg, ikke er den store tilhænger af flødeskum, er vaniljesaucen et kærkomment og elskeligt alternativ.

Grund 3: Når noget koster 100 svenske kroner, koster det i virkeligheden kun 72 danske (dagens kurs.)

Grund 4: Her er vi på en måde tilbage ved fika-begrebet, når jeg ikke kan få nok af at lovprise de svenske kanelbullar og kardemummabuller. Jeg ved ikke hvorfor, men den slags smager altså bare bedre på den anden side af Øresund. Jeg køber, bager og spiser gerne kanelsnegle/snurrer i Danmark også, men det er bare ikke det samme. (Tillad mig at anbefale kardemummabullarne fra St Jakobs stenugnsbageri, Klostergatan 9 i Lund. Det er bare et tip.) 

Grund 5: ’Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla’. ’Alfons Åberg’. ’Peddersen og Findus’. Svensk børnelitteratur, man har lyst til at læse – også for sig selv som voksen. Og når vi nu er ved den – litteraturen: Akademibokhandeln på Stortorget i Lund er et mekka for læsende.
> Lån serien om Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla
> Lån serien om Alfons Åberg
> Lån serien om Peddersen og Findus

Dear Sweden. Tak for fika, og alt hvad det indebærer, for din lave krone og for din litteratur.

> Retur til Marias Klumme-arkiv