Bøger og blufærdighed

Marias Klumme 2020:07

I min egenskab af litteraturformidler handler en stor del af mit job om at dele og viderebringe gode læseoplevelser. Det kan enten være i form af booktalks eller oplæg, hvor mine kolleger og jeg fortæller om (og altså gør reklame for) gode bøger, vi har læst, eller også i form af læsekredse, hvor vi mødes med interesserede lånere for at tale om en bog, vi alle har læst.

Disse aktiviteter handler om at dele ud af sin læse-erfaring og dermed også af sig selv! For selv om det handler om bogen, kommer det også til at handle om os. Vi kan lide forskellige typer af litteratur, fordi vi er forskellige som mennesker – det er klart. Men betyder det så også, at der er visse værker, vi som læsere vælger IKKE at dele? Fordi det bliver for personligt? Eller simpelthen fordi man gerne vil have netop dén bog=læseoplevelse for sig selv? 

Hvis du tænker nærmere over det, har du så selv sådan en læseoplevelse, som du ikke har lyst til at dele med nogen, fordi den derved kan risikere at blive besmudset? Hvis du har (og det håber jeg faktisk!), kan jeg sagtens forstå det. Der er ind imellem noget, der kan ramme én så præcist og så dybt, at man ved, man aldrig vil kunne gøre andre begribeligt, hvad man har følt ved læsningen. Og skulle man endelig formaste sig til at prøve, risikerer man jo, at andre synes noget direkte grimt eller nedsættende om bogen – eller bare ikke fatter noget-som-helst! (Fordi man jo selv - i parentes bemærket - har set lyset.)

For flere år siden havde jeg så store følelser for Leif Panduros romaner, at jeg behændigt undgik enhver form for formidling omkring dem. Jeg ville helst heller ikke høre, hvad andre mente om dem, for Panduro og jeg havde altså lissom ’noget’ sammen, som andre aldrig ville komme til at forstå – og jeg gad ikke engang forsøge at forklare, hvad det var.
> Lån bøger af Leif Panduro

Jeg er for længst kommet over mit påståede Panduro-patent og havde også mere eller mindre glemt følelsen, indtil jeg en dag stødte på følgende tekststykke i romanen ’Hvis dette er en lakridspibe’ af Mads Damsø: 
’Yndlingsbøger er meget personlige. De fleste udenforstående mennesker kan som regel ikke forstå, hvilken forbindelse man har til netop den bog, og det kan være svært at forklare tiltrækningskraften. Men sikkert er det, at denne bog indeholder et stykke af vedkommendes sjæl.’
> Lån hvis dette er en lakridspibe

Og pludselig huskede jeg følelsen af at have oplevet noget stort i.f.m. mødet med en bog samt den tilhørende erkendelse af, at det her vil man aldrig kunne dele med nogen. Og dét er godt – for på trods af hvor mange gode og geniale bøger, der findes, er der alligevel langt imellem dem, man har lyst til at have helt for sig selv. Og dét er sikkert også godt, for ellers ville det være virkelig besværligt at være litteraturformidler. Men hvorom alting er: Jeg tror, det er helt fint at samle sine litterære skatte i en mental skuffe, som man kun kigger i, når man er alene. Det er ikke alt, man behøver at dele.

> Retur til Marias Klumme-arkiv

Materiale
GennemseGennemse
Reservér
  • Bog

Hvis dette er en lakridspibe : en roman

Af Mads Damsø (f. 1988) (2019)
Ghostwriteren Kuno hyres til at skrive en døende fiskers selvbiografi. Men eftersom manden ikke vil medvirke, og Kuno...
Læs mere
Materiale
GennemseGennemse
Reservér
  • Bog

De uanstændige

Af Leif Panduro (1997)
Satirisk roman om en ung mands oprør mod sit konventionelle hjem og hans deltagelse i modstandsbevægelsen
Læs mere
Materiale
GennemseGennemse
Reservér
  • Bog

Rend mig i traditionerne

Af Leif Panduro (1997)
Humoristisk skildring af de unges modsætningsforhold til den ældre generation
Læs mere