Bøger og bogsnak beriger

Lad det bare være slået fast én gang for alle: Det er berigende at læse. Og endnu mere berigende bliver det, når læseoplevelsen deles med andre. Dét er der mange, der allerede har opdaget, og derfor inviterer bibliotekerne i Ejby, Nørre Aaby og på KulturØen hvert forår og efterår til Åbne Læsecaféer, hvor alle er velkomne til en snak om de udvalgte bøger og en kop kaffe.

Hvad skal vi læse, og hvornår skal vi mødes?

Ejby Bibliotek er det Maria Guldager Rasmussen, der har udvalgt bøgerne til de kommende læsecaféer. Og i denne sæson skal deltagerne læse tre romaner med mere end 100 år på bagen.
Den første roman bliver ”Den gode soldat” af Ford Madox Ford. Herefter følger Selma Lagerlöfs ”Køresvenden”, og til slut rundes sæsonen af med ”Den alvorlige leg” af Hjalmar Söderberg.

På Ejby Bibliotek er der Åben Læsecafé tirsdag den 28. januar, tirsdag den 25. februar og tirsdag den 31. marts. Alle dage kl. 11-12.

Nørre Aaby Bibliotek tager Birgitte Juhl imod, når der i løbet af sæsonen skal læses tre udenlandske romaner.
Først er det Virginia Woolfs selvbiografiske roman ”Til fyret”, der er på programmet. Herefter følger irske Sara Baumes bog ”Vælde vokse vakle visne”, og til slut skal den tyske ”F” af Daniel Kehlmann læses og diskuteres.

På Nørre Aaby Bibliotek er der Åben Læsecafé torsdag den 30. januar, torsdag den 27. februar og torsdag den 26. marts. Alle dage kl. 11-12

Biblioteket på KulturØen lægger alle læsecaféer op til et af vinterens/forårets mange spændende arrangementer.
Vi lægger ud med at læse ”Døden kører Audi” af Kristian Bang Foss, da forfatteren kommer forbi KulturØen den 20. februar og fortæller om sit forfatterskab.
> Bestil billet til foredraget med Kristian Bang Foss
Herefter følger Tænkepausen ”Ro” af Iben Have, som gæster KulturØen den 25. februar til en Oasecafé.
Oasecaféer er gratis og kræver ikke tilmelding.
Til marts skal vi læse "De nærmeste" af Lotte Kirkeby, da Lotte selv lægger vejen forbi den 19. marts, for at tale om bogen.
> Bestil billet til foredraget med Lotte Kirkeby

På Biblioteket på KulturØen er der Åben Læsecafé torsdag den 6. februar, onsdag den 19. februar og torsdag den 5. marts. Alle dage kl. 11-12.

Sådan deltager du 
Bibliotekerne skaffer de bøger, der skal læses, og den aktuelle bog kan afhentes og lånes på det pågældende bibliotek ca. en måned inden, den er på programmet i læsecaféen.

Det er gratis at deltage i læsecaféerne, og tilmelding er ikke nødvendig.
> Se og print folder om læsecaféerne