Få læseoplevelser som takeaway

Bestil en ”to go” bogpose og hent den ved biblioteket på KulturØen.

OBS. Du kan ikke hente bogposer fredag den 1. maj. 

Er der lavvande i beholdningen af læsestof og savner du at læse en rigtig papirbog? Så er der godt nyt. Fra mandag den 20. april modtager biblioteket på KulturØen bestillinger på bogposer, som udover selvfølgelig bøger, også kan indeholde film og lydbøger.  

Middelfart Kommune bakker op om de gode læseprojekter og fællesskaber, der opstår i denne tid. Som en del af initiativet ”Middelfart læser sammen” startede Middelfart Kultur & Bibliotek i påsken trenden med at sætte sine yndlingsbøger i vinduet, som læseinspiration til forbipasserende medborgere.

Nu har kommunen godkendt, at personale fra Middelfart Kultur & Bibliotek pakker poser med bøger og andre materialer mens bibliotekerne i kommunen har lukket. Personalet overholder alle sundhedsmyndighedernes restriktioner omkring håndhygiejne og sikkerhed. Udleveringen af poserne kommer til at foregå uden kontakt og med to meters afstand mellem personale og den som henter posen.

> Sundhedsstyrelsens retningslinjer

Hvordan bestiller jeg?
Du kan bestille en bogpose ved at udfylde formularen i bunden af denne side. Herefter pakker vi din pose og låner den ud til dig. Afhentningstidsrummene ligger på hverdage mellem kl. 15-16. Når posen er klar, får du besked om hvornår du kan hente den. Bogposerne skal afhentes på østsiden af KulturØen dvs. den side hvor den nye lystbådehavn ligger. Afhængig af hvor mange bestillinger vi modtager, kan der forekomme ventetid, fra du bestiller til du kan afhente din pose.

Vær opmærksom på at KulturØen stadig har lukket, bogposen afhentes udendørs og det er stadig ikke muligt at aflevere biblioteksbøger.

Hvad kan jeg bestille? 
Du kan ønske dig bøger indenfor en bestemt genre eller et emne. Du kan også bestille børnebøger, film og lydbøger. Vi kan desværre ikke modtage almindelige reservationer eller bestillinger på specifikke titler, men hvis du har en uafhentet reservation stående på biblioteket på KulturØen kan vi putte den i posen, hvis du angiver det i formularen. Der er kun mulighed for at bestille én pose pr. borger af gangen. Poserne indeholder ca. 10 materialer og du skal først aflevere den, når vi åbner husene igen.

Hvem kan bestille læseposer?
Du skal være bosiddende i Middelfart Kommune og være oprettet som låner på Middelfart Kultur & Bibliotek. Hvis ikke du er låner i forvejen, kan du oprette dig med Nem-ID her.
 
Databehandling
Vi har brug for dit samtykke for at håndtere din bestilling. Når du udfylder formularen, giver du samtidig Middelfart Kultur & Bibliotek samtykke til at håndtere dine personoplysninger, for at vi kan låne bøgerne til dig. Vi bruger naturligvis ikke dine oplysninger til andet.

'Bogposer to go' er en del af initiativet 'Middelfart læser sammen'. 
 

BEMÆRK!: Indsæt aldrig CPR-nummer eller følsomme oplysninger i formularen. Læs mere om behandlingen af persondata i vores privatlivspolitik.